Julies råd til vægttab: Det handler om planlægning og strategi

Pernille fra VoresEgedal.dk har interviewet Julie, som har gået på Vægttabsforløb her i centret. Læs Julies historie og gode råd her:

Hvad var det særligt ved dette vægttabsforløbet hos Fit For Future der fangede?

Fitforfuture adskiller sig fra andre fitness centre ved at være et mindre center og så er det lokalt. Det var også det første sted jeg så et koncept, der kombinerede kostvejledning & vejning med træning. Det tiltalte mig at forløbet foregår i en gruppe, hvor alle er i samme båd. At man kan relatere til hinandens problemer og skabe den tillid til hinanden, at man tør at åbne op for de issues, som ofte er en del af det at være overvægtig.

Hvor længe har du været overvægtig?

Jeg har on/off været overvægtig hele mit liv. Det var især en udfordring for mig i teenageårene, og har altid været et ømt punkt, og så har det mange gange været nemmere ikke at forholde sig til det og bare lade stå til.

Hvordan var vægttabsforløbet?
Jeg har været igennem to forløb hos Christina og har igennem de to forløb tabt i alt 25 kg.

Jeg har rykket mig rigtig meget mentalt. Det skal hjælpe mig i fremtiden, når jeg igen vil stå overfor de samme udfordringer, hvor jeg skal træffe de rigtige valg.

Hvordan er det gået efter forløbet af sluttet?

Det er ingen hemmelighed at det er en udfordring at stå på egne ben efter at man har haft en støtte i 12 uger hvor man er blevet målt og vejret og man har en følelse af at der er nogen som holder øje men én.

I tiden efter forløbet vil jeg sige at det mentale, og den udvikling jeg har været igennem er nøglen til en succesfuld fremtid på vægttabsfronten.

Der vil helt sikkert opstå situationer hvor man har lyst til at være ligeglad med det hele, og falde tilbage i de gamle vaner. Det er her det mentale spiller ind, og det er vigtigt at holde fast i de nye vaner, tage de rigtige valg – og at begrænse sig.

Jeg er nået så langt at jeg godt kan “nøjes med én” og har lært at det ikke er størrelsen på tallerkenen, der afgør hvor meget jeg spiser, men at mærke efter hvornår jeg er mæt.

Planlægning og strategi virker for mig i min hverdag. Planlægning af måltider og at altid have en strategi for fx. buffeten eller kage på arbejdet, eller en fødselsdagsinvitation til boller og lagkage. Det at have gjort sig nogle tanker på forhånd om hvordan man vil håndtere den type udfordringer har været rigtig vigtigt for mig for at undgå at falde tilbage i de gamle vaner. – om det så er at man vil medbringe din egen mad, har bestemt at man kun vil spise ét stykke kage eller noget helt tredje er ikke så vigtigt. Det vigtigste er at man har overvejet og taget aktivt stilling til det.

Hvad har gevinsterne været for dig?

Jeg kan helt klart mærke at min krop har det bedre, og har meget lettere ved fysiske ting. Jeg har fået en helt anden selvtillid og hviler mere i mig selv – og vigtigst at alt så har jeg sluttet fred med min krop. I stedet for at modarbejde den ved at skælde mig selv ud og rakke ned på mig selv, så er jeg nu stolt af mig selv og hvem jeg er.

Jeg har også en drøm om at få børn som forhåbentlig er kommet tættere på nu når min krop har det bedre.

Har du gode råd til mig eller andre? Hvad ville du ønske andre havde fortalt dig?

1) Mit første råd er at man skal acceptere at man ikke kan styre alt og acceptere nederlag. (jeg er selv lidt af en kontrol freak).
Der vil komme tidspunkter, hvor man vil “falde i” eller “synde” eller hvad man nu kalder det, og der vil komme svære perioder i ens liv som kræver alt den styrke man har OG DET ER OKAY. Vi er jo kun mennesker. Husk at der er altid en dag i morgen hvor man kan gøre det bedre og man skal aldrig give op.

2) Det andet råd er at acceptere at Rom ikke blev bygget på én dag.
Små skridt er vejen frem for gamle vaner er ikke sådan at komme af med. Det er altid bedre at have taget 1 rigtigt valg ud af 10 i stedet for slet ingen. Der er aldrig noget som er spildt.

Det kan være en rigtig god idé have et mål af en art, når man starter et vægttabsforløb. Ikke nødvendigvis et mål i form af et specifikt vægttab i kilo, men måske også et menneskeligt mål. Man vil måske gerne have bikini på når man skal på ferie. En kjole man gerne vil købe til et bryllup. At få et barn. Måske bare at kunne gå ned og købe et stykke tøj i en “alm butik” og ikke i en “plus size” butik eller måske at blive fri for smerter. Det kan være hvad som helst – det vigtigste er at det skal have en betydning og vigtighed for dig som menneske – og det er det som skal motivere når det bliver svært – for det bliver det med sikkerhed.

Tak til Julie for de inspirerende ord og tillykke med dit flotte arbejde og resultat!

Kunne du tænke dig at starte på et af vores vægttabsforløb – læs mere her